MISBRUG/ SELVMEDICINERING 




Har du en livskrise, et traume eller en smertefuld længsel efter accept, anerkendelse og at føle dig elsket præcis som du er – så har du måske også valgt at håndtere alt det svære, ved at dulme med et eller andet. Overordnet set er misbrug et forsøg på en “løsning” – en måde at håndtere noget på.

Desværre har misbrug ikke blot en (flygtig/ ikke holdbar) løsning på det der er svært, det har også en begrænsning og en konsekvens. Først og fremmest er der en ufrihed, således at det bliver misbruget der styrer og du mister kontrollen. Ofte har det konsekvenser for omgivelserne, pårørende, jobbet, helbredet osv. – selvom du føler det hjælper dig, eller giver dig en pause en stund. Hvis du har fundet ind på min hjemmeside og er nået hertil i teksten, så er der nok også en side af dig, der mærker et ønske om at genfinde kontrollen og friheden til selv at vælge. Det er fint! Det er første skridt.

 

UD AF MISBRUG – OG HJEM I DIG SELV IGEN

Hvis du er motiveret, så kan jeg godt hjælpe dig. 

Når du beslutter dig for at slippe dit misbrug, er det en rigtig god ide at arbejde med alt det du kommer til at mærke, når du ikke længere dulmer “det” med stoffer/ alkohol/ sex/ Facebook/ spil/ sport/ mad, eller hvad der nu er din “ting”. Alt efter “hvor du er” kan det være hensigtsmæssigt at samarbejde/ supplere, med afgiftning/ afvænning/ egen læge. Jeg kan hjælpe dig med at rumme og håndtere alt det der vækkes til live på vej ud af – og efter misbrug. Måske har du brug for at “rydde op”, og skabe det nye liv du ønsker dig – fremadrettet. Hvis du har spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak, eller sende mig en mail.

 

TERAPI I PÅVIRKET TILSTAND



Hvis du kommer til en session i påvirket tilstand, kan jeg være med dig og lytte til dig, men vi kan ikke lave terapi. Jeg vil efterfølgende tage en snak med dig om hvad der er brug for fremover. Det kræver nemlig at man er klar i hovedet og i stand til at mærke hvad der sker i kroppen, hvis der skal være noget reelt udbytte af terapien. Hvis du er meget påvirket, vil jeg bede dig om at gå hjem igen, og så kan vi aftale en ny tid.