Endnu et afslag? Nå øv.

*’Det er deres tab’. ‘De ved ikke hvad de går glip af’

*’Op på hesten igen’. ‘Det er fordi der venter dig noget bedre’

*’Der er så mange ansøgere,- du skal ikke tage det personligt!’

Tænk.
Tænk engang, om jeg netop skal tage det personligt!
Tænk, om alle velmente skulderklap bare støtter mig i en illusion om at jeg er på rette vej?
Tænk, om jeg er fuldstændigt på vildspor?
Tænk, om verden simpelthen ikke har brug for det jeg kan og er?

*’Bare træk vejret Gitte, og giv slip ( den sætning er jeg begyndt at hade)- alt godt kommer til dig, når du giver slip’

*’Helt ærligt Gitte, hvad er det værste der kan ske?’ ( At jeg må opgive min drøm og gå fra hus og hjem?)

*’Tag dig sammen! Lad være med det selv-ynk!’…’Nasse røv. Hvis du virkelig vil ha’ arbejde kan du også!’ ( ?…den lader vi lige stå et øjeblik )

Midt mellem alle disse internaliserede udsagn står jeg. Indimellem taget af hvirvelstormen, men igen og igen finder jeg tilbage til orkanens øje. Herfra tænker jeg. Det E.N.E.S.T.E uforfalskede sande svar på H.V.O.R.F.O.R jeg ikke ryger i JA-bunken…det ligger hos arbejdsgiveren.

Jeg ringer lige…