Gled ind i søvnen, vidende, at vejen ud af Onslow er at elske Onslow.
Og hjælp mig kære Gud, hvordan skal jeg dog kunne det? Jo, ser du…

Onslow er fyldt til randen med selvironi. Selvironi er mit sværd…min styrke og min forhindring. Min overlevelse og mit skjold mod selvforagt. Mit værn mod sårbarheden.

Inden i Onslow bor der en meget sød kvinde. Hun er 44 år og hun har gået en lang vej. Rigtig lang. Hun er sej, modig, ærlig og fuld af liv, kærlighed, sjov og ballade.

Og så er hun sårbar. Træt af at kæmpe. Træt af at være sej.
Når der er knaster på alle livsområder på èn gang, når der er god grund til at mærke sorg, tab, usikkerhed, så er det faktisk helt ok bare at være ked af det. Tillade sårbarheden at få en plads. Lægge sværdet og selvironien og se ‘Den Sårbare’ flytte ind, mens Onslow stille og roligt krakelerer…

Kære lille Gittepigen.
Du skal ikke længere kæmpe i mod.
Du har gjort det godt. Se den indre slagmark…læg sværdet.
Det skal nok gå.

Jeg elsker dig <3

Kærlig hilsen Animus.