En kvinde har været på en lang vandring gennem ørkenen.
Styrket af rejsens strabadser står hun nu, med ny viden, ørkenen bag sig og et nyt landskab der er tonet frem.
En flodseng, udtørret af solen.
Hun sætter sig ved breden og venter. Roligt. Tålmodigt. Sådan er det bare.
Sådan er det, naturens cyklus.
Ingen gøren kan ændre noget her. Den viden har hun bragt med sig ud af ørkenen.
Men når bølgen skyller gennem det tørre landskab, så er hun klar til at sætte sejl, og lade sig drive derhen, hvor appelsiner lander i turbaner.
